Kode: Vælg alt
I løbet af en dronningerunde går partilederne til dronningen og tilkendegiver, hvem de peger på som såkaldt kongelig undersøger; det vil sige hvem de mener skal undersøge mulighederne for at danne en regering. Dronningen udpeger derefter den person, der nyder den største opbakning, til kongelig undersøger. Den kongelige undersøger har til opgave at lede forhandlingerne vedrørende regeringsdannelsen, og som oftest bliver det den kongelige undersøger, der efterfølgende bliver statsminister.
I dag er bølgerne gået frem og tilbage mellem Ny Alliances leder Naser Khader og statsminister Anders Fogh Rasmussen - omdrejningspunktet har været hvorvidt, statsministeren efter valget skal ud i en dronningerunde eller ej.
Naser Khader har tidligere krævet, at Anders Fogh Rasmussen skal gå af og bane vejen for en dronningerunde efter et valg, men Khader har nu blødt op. Fogh kan undgå det, hvis han imødekommer Ny Alliances mærkesager inden valget, lyder det.
Statsministerens er tilfreds med Khaders udmelding om, at en dronningerunde kan undgås, men vil ikke give indrømmelser før valget.
Men hvad er en dronningerunde egentligt? Og hvilken betydning kan den få for en ny regerings udfald?
Hvad skete der ved valgudskrivelsen?
Da statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) den 24. oktober udskrev valg, meddelte han, at regeringen ikke trådte tilbage ved valgudskrivelsen. Det betyder, at regeringen kan fortsætte efter valget, hvis regeringens parlamentariske grundlag er uændret. Det betyder i praksis, at de partier, som før valget udgjorde et flertal i Folketinget for regeringen på mindst 90 mandater, også efter valget skal kunne mønstre mindst 90 mandater.
Hvordan foregår dronningerunden?
Hvis flertallet omvendt er væk, må regeringen træde tilbage. Når regeringen er trådt tilbage, kommer dronningen ind i billedet. Partilederne drager efter tur til dronningen for at give råd om, hvordan en kommende regering skal sammensættes. Eksempelvis trådte Poul Nyrup Rasmussen (S) tilbage efter valget i 2001, da det var klart, at der ikke længere var et flertal bag hans regering. Efter en dronningerunde blev Anders Fogh Rasmussen bedt om at danne regering.
Hvilke valgmuligheder har dronningen?
På baggrund af de forskellige råd kan dronningen - afhængigt af, hvad rådene indeholder:
1) Pege på en forhandlingsleder, også kaldet en kongelig undersøger, som nærmere skal undersøge mulighederne for at danne en regering på et bestemt grundlag.
2) Pege på en statsminister, som får til opgave at danne en ny regering med sig selv som statsminister.
Kan der være flere dronningerunder?
Det er set før, at man skulle igennem flere dronningerunder, før det var muligt at pege på en statsminister. Efter valget i 1988 måtte der hele fire dronningerunder til, før en regering kunne dannes.
I første runde var Folketingets daværende formand Svend Jakobsen (S) forhandlingsleder. Han blev efterfulgt af De Radikales daværende leder Niels Helveg Petersen. Dernæst blev konservative Poul Schlüter forhandlingsleder. Til sidst kunne dronningen - efter en fjerde dronningerunde - bede Poul Schlüter om at danne regering.