Slut med Zone i nykøbing!!!
: 07 okt 2004, 17:09
Øv så lukker Zone
Pressemeddelse
Zone Nightclub Aps Nykøbing F. trækker sig ud af Nykøbing og det tidligere Jailhouse.
Efter en lang sej kamp og masser af problemer, rygter og skuffelser, er der desværre ingen anden udvej end at stoppe projektet, dvs. stoppe driften, indstille ombygningen, da ejeren af bygningen Michael Møller har opsagt vores lejekontrakt med øjeblikkelig varsel. Hvad der derefter skal ske omkring stedet, og hvad Michael Møllers planer måtte være, er stadig uvist.
I starten af Januar 2004 overtager(forpagter) undertegnede det tidligere Jailhouse og i den forbindelse starter en længe tiltrængt ombygning. Jeg allierer mig med min bror som også ejer og driver Zone i Nakskov.
I starten af februar bliver der givet skriftligt tilsagn fra et pantebrevsselskab på et lån til ombygning på 3.500.000 kr. Dokumenterne bliver lavet og lånet bliver tinglyst og vi modtager brev om at provenu afregningen ville finde sted den 11. Marts 2004. På dette tidspunkt er ombygningen (nedrivningen) er i fuld gang.
Ret efter at lånet er tinglyst, og afregning skal finde sted, er det som om pantebrevsselskabet sporløst forsvinder og det har til dato stadig ikke kunnet lade sig gøre at få fat i ansvarshavende eller nogle som varetager pantebrevsselskabet. Det er først her i september vi får oplyst at de er under konkurs.
Kort efter 11. Marts starter problemerne allerede, da vi aldrig får udbetalt en krone, og tinglysningen står stadig den dag i dag og spærrer for andre låne muligheder, da pantebrevsselskabet skal for en dommer før tinglysningen kan annulleres. Ingen investor går ind i opgaven før det er sikkert, at det tinglyste lån bliver annulleret og det er 100% clearet, at vi ikke hænger på noget gæld, eller pant til pantebrevsselskabet. Det burde være en simpel formalitet at slette tinglysningen når den aldrig er udbetalt. Det er dog det ikke når først advokater og offentlige instanser skal involveres, og man står overfor en evt. bedrageri sag mod et pantebrevsselskab med fornem adresse på Kgs. Nytorv i København.
Så der står vi med et splittet diskotek, og min bror har i ventetiden brugt af egne resurser og kreditter til at holde gang i ombygningen. Da han får mulighed for at sælge Zone i Nakskov ses det som en mulighed for at han via afregning og overskud fra salget kan rette op de økonomiske problemer der er opstået ved ombygningen, som oven i købet virkelig løb løbsk for ham.
Zone i Nakskov bliver solgt 1/7 -2004, ombygningen af Zone i Nykøbing F. halter og masser af dårlige rygter er i omløb allerede.
Men pga. den også økonomisk pressede situation for min bror, smuldrer meget af det forventede overskud fra Nakskov til advokater, kreditorer m.m. og der opstår også problemer med afregningen, da køberne af Zone i Nakskov ikke får den opbakning af deres bank som forventet, og deres aktiver er langsommelige at frigivet.
Men efter alle disse problemer, “lykkedes” det at få gjort Zone i Nykøbing F. klar til “Grand Opening” den 4. September hvor vi havde stort line up fra Gabry Ponte(IT), NRJ Extravadance m.m. med et samlet budget på ca. 75.000 kr. (ikke 200.000 som avisen skrev) hvor hovedparten af disse penge var overført tidligere til Italien.
Skæbnen ville at to strømforsyninger som et københavnsk lyd og lys firma har installeret til lav volts belysningen over baren, var blevet fejlmonteret og de sad under gulvet til første sal. De medførte en røgudvikling som gjorde at ca. 30-40 min efter åbning, valgte vi den sikre løsning, at evakuere alle gæster mens vi undersøgte skaden.
Vi fik så ikke lov til at åbne mere denne aften, selvom fejlen var lokaliseret og der var etableret brandvagt omkring skaden.
Denne aften skulle havde været vende punktet, da vi ville havde haft fuldt hus og alle rygter skulle manes til jorden.
Ugen efter (uge 37) holdes et møde med Brandinspektøren og det aftales så at vi igen må åbne den lille afdeling med nogle små ændringer og modifikationer, men de dispensationer som vi havde fået til den store afdeling, skulle laves endeligt færdig før vi igen måtte åbne scene området og balkoner m.m.
Vi kæmpede for at få lavet de påpegede krav til den lille afdeling, så vi kunne havde afviklet de planlagte og betalte arrangementer, bl.a. Sash. Fredag den 10. september kl. 19.00 kommer brandinspektøren så for at syne tingene, vi er dog ikke helt færdige, men tæt på. Vi kan også sagtens forstå at Brandinspektøren ikke vil give sig i sine krav, og at der er skærpede omstændigheder, da der har været flere tidligere eksempler på katastrofale diskoteksbrande, bl.a. den i Gøteborg for et par år tilbage. Jeg er bare generelt frustreret over hele situationen.
Da vi så heller ikke åbnede fredag og lørdag i uge 37, og vi så mandag den 13. september møder op til konfrontation med fagforeningen TIB og folketidende, med påstanden om illegal arbejdskraft fra Polen, valgte jeg ikke at tage diskussionen op, selvom vi ikke har noget at skjule (jeg orkede bare ikke at skulle forsvare mig mod dårlig omtale igen). Vi har en aftale med det polske firma “Dan Pol Shiprepairs” og de havde inden påbegyndelse af arbejdet bekræftet alt var lovligt og det holder de stadig fast ved, og mig bekendt er det deres pligt at tilladelser m.m. er i orden. Vi får en faktura (Invoice), og da det må være reglerne om arbejdskraftens frie bevægelse inden for EU, og polen er et EU land, formoder jeg selvfølgelig at alt er i orden.
Jeg har været så meget igennem i årets løb, og min bror som har været (med) årsag til at tingene gik så galt, har forståeligt nok valgt helt at trække sig fra branchen, og flytte, da trusler fra kreditorer og folk (som valgte at tro på rygter, i stedet for den dokumenteret virkelighed), blev dagligdag. Det hele er blevet så belastet, at familien og den nærmeste omgangskreds også lider eller ligefrem er syge af dårlige nerver, mavesår, stress/pres m.m. pga. denne meget beklagelige situation, som desværre ikke kunne forudsiges.
Så alt taget over en kam, kan man sige rygterne til dels var sande, eller at skeptikerne vandt. Men hvis personale, håndværkere, avisen, pressen eller folk generelt kun holdte sig til dokumenteret sandhed, og stod ved deres beslutninger, i stedet for at vakle eller stikke halen mellem benene, så snart der var et problem eller man hørte noget fra nogen som havde hørt et eller andet fra en som kendte en der havde fået noget at vide…..! Med den rigtige holdning og vilje, vil jeg med næsten garanti kunne sige at Zone Nightclub Nykøbing F. ville havde været åbnet for længe siden, og havde kørt fint dag.
Så konklusionen af denne længere sammenfatning, som stadig kun er en overfladisk gennemgang af perioden er, at jeg trækker mig ud af selskabet som direktør, og desuden har jeg afleveret/afmeldt alkoholbevillingen og næringsbrevet, da Zone Nightclub Nykøbing F. ikke er åbent og i drift, og vi er blevet opsagt af lejemålet.
Jeg ønsker af personlige grunde ikke længere at udtale mig yderlige eller bruge mere tid på Zone Nightclub Aps Nykøbing F. og ovenstående problemer, da jeg frætræder selskabet og det nu må være tid til, at prøve på at få ro og lidt livskvalitet tilbage. Jeg kan kun som et sidste plaster på såret, beklage meget dybt, især overfor de få som troede på os hele vejen. Hvis der er nogle som bliver ramt eller kommer i klemme pga. vi ikke fuldførte projektet, sårer det mig virkeligt. Især fordi vi hele tiden har arbejdet på at løse tingene til alles bedste. Vi har kæmpet længere end nogen normalt ville have gjort, ene og alene fordi vi føler et ansvar, selvom de væsentlige faktorer i hele dette “cirkus” skyldes andre, udefra kommende faktorer som vi ikke kunne havde forudsagt. Og det hjælper desværre ikke at være bagklog og sige man kunne have gjort dit og dat anderledes.
Chris Rasmussen